Denne artikel kunne jeg selv have skrevet – og havde sikkert gjort det hvis jeg havde siddet to uger i karantæne på et hotelværelse i Kina.
Det er Norges tidligere miljø- og udviklingsminister, Dag Solheim, der reflekterer over forskellene mellem den “østlige” og den “vestlige” måde at håndtere Coronaen på.
Og det er disse forskelle, vi netop aldrig diskuterer i Vesten – hverken i pressen eller i politiken: Hvorfor er der nogen derude, der gør det hele så meget bedre, klogere og mere effektivt end vi? Og hvis vi gør så er det politisk korrekte, selvforherligende svar – jamen, de er jo diktaturer, vi er gudskelov demokratier.
Det er naturligvis et spørgsmål om kulturforskelle – også. Og Solheim giver mange eksempler herpå.
Selv har jeg fra første dag haft opmærksomheden på ansigtmasken – nej, mundbind er en dum betegnelse da der er tale om en maske og om at den ikke bare dækker munden. Allerede sidst i februar gik jeg ind på alle apoteker hér i Lund hvor jeg bor. Der fandtes ikke en eneste maske og ingen vidste hvornår de skulle få dem hjem igen – én sagde at når det skete ville de gå til hospitaler og andre steder dele af “sjukvården” – altså ikke til raske medborgere som mig, der tænkte præventivt.
Jeg tror på masken – bl a fordi jeg allerede for omkring 30 år siden opdagede at det gør man i Østen. Jeg var gæsteprofessor i Tokyo og jeg spærrede øjnene op de første gange jeg så studenter og lærere bære maske. Hvorfor? Som det naturligste i verden svarede de – “fordi jeg er forkølet og ikke vil risikere at smitte andre.”
Enkel logik – kollektiv tænkning, hensyn/empati – samfundsfølelse. Kald det hvad du vil. Solidaritet – hvis der er nogen af min læsere, der endnu kan huske da dét var et flittigt brugt og positivt ord i samfundsdebatten.
Vesten med USA i spidsen er på vej ned, relativt set. Og de ikke-vestlige dele af verden er på vej op – det gælder ikke kun Kina og omegn men også f.eks. Afrika.
Hvad Solheim ikke nævner er at Vesten – der jo ser sig selv som Nummer Et i alle henseender – har mistet evnen til ydmygt at lære noget af andre og i stedet har indledt en ny Kold Krig med Kina. På den måde skaber man selv de fjender, men ellers ikke har – og ikke behøver at have. Og siger: “Vi skal lære dem!”
Det er naturligvis Etterens grundproblem: Netop som Nr 1 har jeg jo ikke nogen at lære af. Er jeg Nr 37 på en rangstige kan jeg lære af de 36 over mig, der på diverse måder har klaret sig bedre.
Man kan jo spørge: Hvorfor går imperier ned – nu USA/NATO og formodentlig også EU – som Sovjetunionen og Warszawapagen i 1989-90?
Nogle stikord er:
a) Man gaber over for meget og får styringsproblemer, periferierne holder op med at adlyde og lader sig ikke administrere og udbytte i uendelighed. Det kaldes på engelsk “overextension”.
b) Overmilitarisering – krige, vold, banke sin – exceptionelle – magt igennem. Efterhånden ser man alle problemer som noget, der skal løses med militære midler, og blir successivt dårligere og dårligere til at anvende andre midler, f.eks. diplomatiske.
c) Hybris – vi kan slippe afsted med alt også ulovligeheder. Vi er berusede af magten og står over loven. Vi kan gøre alt det, vi fortæller andre at de ikke har ret til.
d) Foragt for fælles spilleregler og organisationer – f.eks. spiller folkeretten og FN ingen rolle længere.
e) Dalende respekt og legitimitet i andres øjne, i resten af verdens øjne.
f) Man mister den vision og innovationsevne man havde da man steg op som magtfaktor – man begynder at slappe af og leve på laurbærrene – det er jo gået så godt i mange år!
g) Indre dekadence og nedgang – der blir ikke midler nok tilbage til at vedligeholde hjemmet fordi man er så meget ude i verden og skal reformere eller tvinge alle andre til et eller andet. Og dét koster penge.
h) Projektion – af ens egne mørke sider over på “de andre.” Man beskylder andre for noget, som man selv er meget værre til. Man begynder at se fjender overalt og mener at ens egne problemer skabt af den onde omverden – russere, iranere, kineser – og taler om den “kinesiske virus”, f.eks.
i) Gruppetænkning – man udelukker mere og mere andre perspektiver end sige egne, der lukkes ned for ytrings- og andre friheder – der er ikke plads og energi til at diskutere. Over tid bliver man overbevist om sin egen fortræffelighed og om at det verdensbillede, man har, er det eneste korrekte og alle andre er galt afmarcheret.
Og så videre – der er endnu mange andre og mere håndgribelige ting, såsom kvantitative indikatorer på økonomisk nedgang.
Og så kommer Coronaen – ovenpå alle disse tendenser. Den er også en chokerende afsløring af det faktum at ingen af disse vestlige regeringer har gjort det mindste for at beskytte sine befolkninger. “Sikkerhedspolitik” handlede om at tilfredsstille militæret og våbenproducenterne, ikke om medborgernes grundbehov når krisen slår til.
Coronaen vil også blive en afsløring i det helt uholdbare og banale frihedsbegreb, Vesten har kørt med: Der findes en slag ubegrænset individuel frihed uden ansvar for fællesskabet.
Men som Gandhi har sagt så klogt om også dette: Der findes ingen rettigheder uden pligter.
I Coronaens tid har protesterne handlet om at “vi vil have frihed til”… at gøre hvad vi altid har gjort, være fri for masker, gå på restauranter og barer, rejse, træffes – så meget som muligt som vi altid har gjort.
Solheim er inde på den enormt vigtige forskel i holdningen i Øst og Vest til staten og samfundskroppen, til de andre. Den store forskel er at man i Øst i langt højere grad ser samfundet som en familie og en familie er noget, man i fællesskab passer godt på når der opstår problemer. Den naive tro på individet og på at enhver er sin egen lykkes smed – uden hensyn til andre og til naturen og Kloden – er kommet til endestationen. Det forekommer mig at dele af den allestedsnærværende identitetspolitiske vinkel, dyrkningen af individhistorier i medierne samt krænketheds-trenden er pålidelige indikatorer på netop det.
Vestens nedtur vil fortsætte så længe man opretholder dette selvbedrageri og vedbliver med at belære istedet for at nysgerrigt lære af andre.
Og Coronaen vil kun øge nedturens tempo.
Kort sagt, læs Solheims tanker dér på hotelværelset i Shanghai. Og se dig omkring i dit eget samfund.
Nyttigt perspektiv? Så…
