I det seneste årti er vandmangel blevet et større og større problem rundt omkring i verden, og der er ikke rigtig nogen tvivl om, at det er os selv, der har skylden.
Samtidig med at vi bliver flere, så bruger vi også mere vand. Ifølge FN er vores vandforbrug vokset mere end dobbelt så hurtigt, som antallet af mennesker på jorden er steget. Vi er, som National Geographic skrev for nyligt, virkelig dårlige til at spare på vandet og nogle af de ting, vi efterspørger mest, er også det, der kræver mest vand – for eksempel bomuld eller batterierne i vores teknologi, der kræver tusindvis af liter vand. Samtidig skaber de menneskeskabte klimaforandringer en ond spiral, hvor stigende temperaturer og flere og længere tørker begrænser adgangen til vand.
Det er ved at blive med vand, som det er med andre begrænsede ressourcer. Vand bliver privatiseret, og som Danwatch i disse dage skriver, begynder vand at blive handlet på børsen, hvor der spekuleres i priserne. Andre steder resulterer vandmanglen i lokale og geopolitiske konflikter. Der er bare den forskel på vand og andre begrænsede ressourcer, at vand er altafgørende for vores alles liv.
Få steder i verden ser man de her problemer bedre end i Chile, som vi har beskæftiget os en del med på Danwatch. Chile var det første land i verden til at privatisere vand, og en stor del af landets vand kontrolleres nu af vandbaroner. Det skaber en lang række vandkonflikter, der er forbundet til os gennem de ting, vi køber herhjemme. I Petoresca-provinsen bruger man 320 liter vand per avocado man producerer, hvilket har skabt alvorlig mangel for lokalbefolkningen, og ledt til demonstrationer og voldelige overfald. I Atacama-ørkenen udvinder man litium til de batterier, der er i vores computere, smartphones og elbiler, og det er på bekostning af de oprindelige folk i området, som lider under vandmanglen.
Og under Covid19-pandemien har det i disse regioner af Chile været meget sværere at holde sygdommen under kontrol, fordi folk har begrænset adgang til vand og dermed sværere ved at holde en god hygiejne, skriver Al Jazeera.
Men Chile er langt fra det eneste sted, hvor der er akut mangel på vand.
|