169 liter vand i sekundet. Så meget kræver det at afkøle serverne i det datacenter, som Google opfører i Cerillos, en forstad til Chiles hovedstad Santiago. På et enkelt døgn løber det op i mere vand, end områdets 80.000 indbyggere forbruger på et helt år.
Som et af de eneste lande i verden har Chile privatiseret næsten alle vandressourcer, og Google har sikret sig adgang til de enorme mængder vand ved at opkøbe vandrettigheder for omkring 4,5 milliarder kroner fra et privat firma og en forretningsmand.
Men vandet udvindes fra Maipo-grundvandsmagasinet, der er en vigtig drikkevandskilde for store dele af Santiago. Det er i forvejen meget belastet og der hersker der tvivl om, hvorvidt der i fremtiden er drikkevand nok til Cerrillos indbyggere.
Nu kan det chilenske undersøgende medie Ciper afsløre, at den myndighed, som godkendte Googles opførsel af datacentret, ikke har undersøgt, om der er tilstrækkeligt vand i undergrunden.
Googles datacenter risikerer dermed yderligere at begrænse dele af hovedstadens adgang til rent drikkevand.
Ydermere oplever Chile netop nu en tørke, der har fået direktøren for sundhedsministeriet til at udtale, at Santiagos befolkning kan opleve vandrationering til næste sommer. Datacentrets vandforbrug kan forværre dette scenarie.
Det er ikke første gang, at den chilenske befolknings ret til vand kommer i klemme på grund af internationale virksomheder. Danwatch har tidligere undersøgt, hvordan avocado-dyrkning og lithium-udvinding har begrænset lokale og oprindelige folks adgang til vand og dermed har truet deres eksistensgrundlag.
[Boks3]
I Chile er vand en vare, man kan købe og videresælge rettigheder til. Sådan har det været siden 1981, hvor landets vandressourcer blev privatiseret under Augusto Pinochets militærdiktatur.
Man opnår rettigheder til vandet ved at ansøge og købe det hos vandmyndighederne. Myndighederne er herefter pålagt at tildele rettighederne til ansøgeren, såfremt der er beviser for, at der er tilstrækkeligt med vand i undergrunden.
I dag er det i princippet stadig muligt at ansøge og købe rettigheder hos vandmyndighederne. Der er dog ikke mange rettigheder tilbage at søge om, da størstedelen allerede er blevet tildelt.
Regeringen administrerer derfor ikke størstedelen af rettighederne. De er i stedet styret af det private marked og en vandbørs, hvor der spekuleres i og handles med vandrettigheder.
Det er da også en privat erhvervsmand og et privat selskab, som har tjent styrtende på at sælge deres vandrettigheder til Google.
Forretningsmanden Isidoro Quiroga Moreno, solgte i 2017 sine rettigheder til Google for 2,2 milliarder kroner. Han er kendt som en af Chiles vandbaroner, og har opbygget store dele af sin formue gennem handel med vandrettigheder.
Selskabet Lo Prado SA, solgte også deres rettigheder til Google i 2017 for omkring 2,3 milliarder kroner.
Begges fortjeneste er enorme, for chilenske myndigheder overdrog ifølge Ciper vandrettighederne til dem gratis i 2001.
[Boks1]
Chilensk lov indeholder ikke nogle krav om, at vandrettighederne skal tages i brug. Privatpersoner der ejer vandrettigheder, kan således holde på dem og sælge dem til højestbydende. Det er netop det, der er sket i tilfældet med Googles opkøb.
“Vandloven fra 1981 er udformet sådan, at det er muligt at spekulere i vandrettigheder. Det blev delvist adresseret af en reform i 2005. Regeringen har dog stadig meget lidt autoritet over, hvordan private vandrettigheder skal bruges,” fortæller Carl Bauer, der er lektor ved University of Arizonas School of Geography & Development og har skrevet flere bøger om Chiles vandlov.
Det går ellers stik imod lovgivningens oprindelige intention, hævder han.
“Tanken om, at du kan eje vandrettigheder uden at bruge dem, underminerer vandlovens oprindelige intentioner. Meningen med lovgivningen var, at privatpersoner skulle opfordres til at bruge vandrettighederne på en måde, der gavner samfundet i almindelighed,” siger Carl Bauer.
Processen bag myndighedernes godkendelse af datacentret har modtaget kritik fra flere sider. Google-projektet blev nemlig behandlet som en Declaración de Impacto Ambiental (DIA) af myndighederne.
En DIA er ifølge Ciper en forsimplet miljøvurderingsanalyse, hvor det hverken er nødvendigt at konsultere borgere eller at præsentere erstatningsplaner for de skader og påvirkninger, et projekt kan forårsage i lokalområdet.
Organisation Movimiento Socio Ambiental Cerrillos por el Agua y el Territorio (MOSACAT), blev stiftet af lokale beboere og virksomheder i kølvandet på projektets offentliggørelse.
På trods af underskriftindsamlinger og skriftlige henvendelser, der anmoder om, at projektet underlægges en borgerhøring, og at der foretages en dybdegående vurdering af projektets påvirkning af lokalområdet, er anmodningen blevet afvist.
Cerrillos’ borgmester, Arturo Aguirre, har for nylig indsendt en appel om ugyldiggørelse af projektets godkendelse sammen med miljøorganisationen FIMA.
Google skriver i et mailsvar til Ciper, at vandrettighederne svarer til 0,8 procent af grundvandsmagasinets kapacitet, og at grundvandsmagasinet vil genvinde de tabte vandmængder umiddelbart efter, at datacentret lukkes ned i 2050.
Ciper har også kontaktet forretningsmanden Isidoro Quiroga og Selskabet Lo Prado SA, der begge solgte deres rettigheder til Google. Ciper har ikke modtaget svar fra dem.
Et datacenter, som dét Google opretter i Santiago, er en stor bygning med tusindvis af servere, der opbevarer og videresender data.
Datacentre er nødvendige for, at vi kan være online hvor som helst og når som helst. Og det der gør det muligt at læse denne artikel.
“Antallet af datacentre er stigende på globalt plan. Drivkræfterne bag er den teknologiske udvikling, og forbrugernes krav om at være online hele tiden,” fortæller Kevin Kent, som er ekspert i datacentres energioptimering og direktør for organisationen Critical Facilities Efficiency Solutions.
Data opbevares på servere, der konstant skal afkøles for ikke at bryde sammen. Opbevaringen af de mange data er ekstremt energikrævende. Men hvor meget energi, et datacenter præcist bruger, er svært at afgøre.
“Mange datacentre anser deres energiforbrug som fortrolig information. Derfor er det svært at måle, hvor meget energi datacentre forbruger”, fortæller Kevin Kent.
En rapport lavet af det danske Klimaråd fastslår dog, at ét stort datacenter i Danmark har et elforbrug på op imod 4 procent af det samlede danske energiforbrug, og at datacentre inden for 10 år forventes at øge Danmarks energiforbrug med 17 procent. Men det er ikke kun elektricitet, de mange servere kræver.
“Datacentre bruger så meget computerkraft og energi, at de risikerer at blive overophedet. Vandforsyning er derfor afgørende for datacentre,” siger Kevin Kent.
Det er energibesparende at opbevare data tættere på, hvor den skal bruges. Derfor er der en tendens til, at datacentre opføres nær tætbefolkede områder. Det fører dog ofte til konflikter med lokalområder, hvilket der i USA er flere eksempler på.
Danmark vil i fremtiden opleve, at internationale virksomheder er meget interesserede i at opføre datacentre i landet. Danmark producerer nemlig meget grøn energi. Og det kan ifølge Kevin Kent pynte selskabernes image at bruge grøn energi til at afkøle serverne.
En anden stor faktor er dog det nordiske klima. Det kan nemlig nedsætte ressourceforbruget betydeligt for de krævende datacentre.
“Den store årsag til, at Norden vil se en vækst i datacentre er free cooling. Hvis den luft, der omringer datacentret er tilstrækkelig kold og tør, kan den trækkes ind og bruges til at afkøle serverne,” fortæller Kevin Kent.
Andreas Kaas Wium Pedersen