KDY's J/70 EM hædres med platin certificering i bæredygtighed

KDY har som den første sejlklub i Norden modtaget platin certificering i bæredygtighed for deres afholdelse af J/70 Europeans-stævnet i september.

Senest ajourført d. 14. oktober 2021

Det er en eksklusiv klub KDY indtræder i. Som de første i Norden, og blot som de tredje i Europa, var der stor glæde og stolthed at spore hos KDY, da de i sidste uge modtog deres Platin certificering fra Sailors for the Sea. En international organisation, der arbejder for at beskytte verdens have.

I 2020 nedsatte KDY et bæredygtighedsudvalg, der skulle støtte op om den bæredygtige profil, klubben havde vedtaget. I spidsen for udvalget kan Søren Helmer Jensen nu høste resultatet med det netop modtagede platin certifikat.

– Havet er sejlsportens vigtigste resurse, og med sejlsport som en dansk national sport er det vigtigt, at vi giver vores bidrag til, at vi fortsat kan nyde et rent hav. Ingen indsats kan være for lille, siger Søren Helmer Jensen, formand for KDY’s bæredygtighedsudvalg.

Søren Helmer Jensen, formand for KDY's bæredygtighedsudvalg, med en af de re-cyclede pokaler ved J/70-stævnet

Ingen engangsplast og print

Certificeringen af stævnet er kommet i hus på baggrund af en rapport, som samler alle de bæredygtige indsatser, der sammenlagte skaffede klubben platin certificeringen.

Ved at bruge genanvendelige krus sparede KDY eksempelvis det uge lange stævne for omkring 4.000 engangsplastikkrus, ligesom alt andet engangsplast var bandlyst under stævnet.

Information og resultater blev vist på store tv-skærme, i stedet for at blive printet og uddelt til de over 100 teams. Bundmalingen var miljørigtig, frivillige oprydningsteams sørgede for, at intet tabt affald endte i naturen, og plastiskvandflasker var elimineret ved opstilling af flere vandstationer. Alt sammen koordineret af stævnets ‘Green Team’.

Samtidig har kommunen været en uundværlig samarbejdspartner, når den bæredygtige logistik skulle koordineres i så stort et stævne, forklarer Helmer Jensen. Det handler både om effektiv skiltning for at reducere kørselsomfanget, sortering af affald på havnen og en koordineret oprydningsindsats efter stævnet. 

– Uden Gentofte Kommunes meget aktive medvirken havde det ikke være muligt, siger han.

Fremtiden ser grøn ud i KDY

Der er ingen tvivl om, at KDY med den flotte platin certificering har sat baren for bæredygtighed højt, og klubben glæder sig allerede til at udvikle endnu flere justeringer til deres stævner for at passe på havmiljøet.

Tre store stævner i 2022 er allerede udvalgt til at være udgangspunkt for denne udvikling.

– Vi kigger allerede nu frem mod 29’er Eurocup, EM i Star og IKC til næste år med henblik på en yderligere udvikling af aktiviteter til at reducere miljøaftrykket, fortæller Søren Helmer Jensen, der samtidig stiller rapporten, som KDY udarbejdede til Sailors of the Sea, til rådighed for alle interesserede.

En kopi kan således rekvireres pr. mail ved henvendelse til Søren Helmer Jensen
på shelmerjensen@gmail.com.

Pressemedelelse fra KDY

.
Rul til toppen