Rig og sejl | Båden på land

Vejledning i brug af mastekran

Det kan være nervepirrende, når masten skal af eller på. Her gennemgår vi de teknikker, der sikrer et trygt løft af masten.

Af: Morten Kjems - senest ajourført d. 28. september 2023

Indhold

    Ekspandér

    Guide til sikker brug af mastekran

    De første gange, man skal bruge en mastekran, kan man godt blive lidt nervøs for, om alt nu går som det skal. Masten virker lige pludselig meget tung og stor, når den hænger i en kran - og hvad nu hvis den tipper rundt...

    I denne artikel gennemgår vi tre sikre metoder til at løfte masten og giver nogle gode generelle råd til brug af mastekranen. Med den viden, er du godt forberedt og kan få en god og tryg oplevelse med at løfte masten.

    Gør masten klar til et løft

    Før du kaster dig ud i selve løftet, er der nogle ting, som det er smart at gøre inden. Det tager meget stress ud af selve løftet at være godt forberedt.

    Inden masten skal på

    • Monter sallingshorn og alle vanter og stag på masten.
    • Sur undervanter, fald og andet tovværk fast til masten, så der ikke er noget, der hænger løst.
    • Sur topvanter og stag fast med et andet reb, så du kan løsne disse uden at løsne undervanterne.
    • Løsn vantskruerne så de er nemme at få på.
    • Læg ringe og bolte klar ved hvert fæstepunkt.
    • Hav en tang, skruetrækker og andet værktøj du skal bruge parat.

    Inden masten skal af

    Inden du sejler til kranen kan du:

    • Afmontere bommen.
    • Afmontere undervanter og sure dem fast ved masten. Masten kan godt stå i topvanter og for- og agterstag alene.
    • Afmontere alle ledninger, der løber fra masten.

    Ved kranen:

    • Hav en tang, skruetrækker og andet værktøj du skal bruge parat.
    • Hav en mastevogn eller bukke klar til at lægge masten på, før du begynder løftet.

    Sikkerhed

    Før vi går til de konkrete løftemetoder, er det vigtigt at være klar over, hvad det er vi ønsker at opnå. Med andre ord. Hvilke krav skal en metode leve op til for at være både sikker og praktisk anvendelig. 

    Krav til et sikkert løft:

    1. Angrebspunktet skal være højere end midten af masten.
      Der skal være en ubalance, så bunden af masten altid søger mod jorden og toppen mod himlen ellers kan masten tippe rundt.
    2. Angrebspunktet skal fikseres.
      Angrebspunktet må ikke kunne flytte sig. Kan det flytte sig, kan balancen tippe, så masten bliver tungere i toppen og så er der fare for at masten tipper rundt.
    3. Masten skal løftes i et punkt, der er stærkt nok til at bære mastens vægt.
      Det er afgørende at vælge et fæstepunkt, der er designet til at bære hele mastens vægt.

    Find angrebspunktet

    Når masten skal løftes, er det helt afgørende, at angrebspunktet er så højt at masten er tungest i bunden. Er den tungest i toppen, er der risiko for at masten tipper rundt.

    Du kan finde det rigtige løftepunkt ved at udmåle midten af masten. Fra midten måler du så minimum 50 - 100 cm op ad masten og afmærker det sted som angrebspunktet. Angrebspunktet må dog meget gerne være højere på masten. Den øverste fjerdedel er ideelt. Når du begynder at løfte masten skal toppen løftes og bunden søge mod jorden, så ved du at (u)balancen er rigtig.

    Ved løft med rulleforstag kan balancepunktet snyde. Et rulleforstag, der ikke er suret langs masten, giver ekstra vægt i toppen og det flytter balancepunktet højere op end midten af masten. Sur rulleforstaget eller sæt angrebspunktet højt, hvis du løfter med rulleforstaget hængende frit. 

    Tip til at undgå ridser på masten

    Krogen kan slå mod masten under løftet og lave ridser. For at undgå dette kan du tape skum, stof eller et stykke tæppe rundt om krogen.

    Metode 1: Løftestrop og langt reb

    Mastekran løft med langt reb og strop

    Metode 1: Rundsling og langt reb.

    Denne metode kan benyttes til stort set alle master og udemærker sig ved at leve op til alle kravene for et sikkert løft. Den sikrer et højt angrebspunkt, der er fikseret og løfter på masten der hvor den er stærkest. Eneste ulempe ved denne teknik er, at du skal en tur i masten for at sætte eller frigøre løftestroppen.

    Sådan gør du

    Vælg dit angrebspunkt i den øverste del af masten. Her sætter du en rundsling om masten.

    Rundsling til løft af mast

    Rundsling

    En rundsling er kort løftestrop, hvor enderne er syet sammen, så den bliver til en endeløs løkke. En egnet rundsling kan fås for mindre end 100 kroner.

    Rundsling klar til løft

    Her er en rundsling gjort klar til kranens krog. Rebet der bærer mastens vægt, er gjort fast med et pælestik og tampen er sikret med et halvstik, så pælestikket ikke kan gå op.

    Før stroppen igennem sig selv, så den låser omkring masten og danner et øje. I øjet fastgøres kranens krog.

    Nu binder du et langt og stærkt reb i stroppen med et pælestik. Du kan sikre den løse tamp med et halvstik, så stikket ikke kan løsne.

    Den anden ende af det lange reb fører du ned til bunden af masten. Her gøres det fast rundt om masten under bombeslaget. Bombeslaget er ofte det stærkeste beslag på masten og ved at fastgøre rebet rundt om masten fordeler du trykket bedst muligt. Det er dette punkt der bærer mastens vægt. 

    Mastekran - reb under bombeslag

    Rebet til at løfte i er gjort fast under bombeslaget.

    Stroppen sætter angrebspunktet og fikserer masten, så den ikke kan dreje rundt. Og med rebet placerer vi løftepunktet i bunden af masten, hvor den er stærkest.

    Når rebet er gjort fast, er du klar til at løfte masten. Husk altid at løfte i stroppen, og ikke direkte i rebet. Stroppen skal spænde om masten.

    En mand i masten

    Når masten rejses er det nødvendigt at sende en mand i masten for at frigøre strop og krog, når masten er sat. Omvendt skal der en mand i masten og sætte strop og krog, før masten kan løftes af båden. Det kræver lidt ekstra arbejde, men det opvejes af det sikre og rolige løft som denne teknik muliggør.

    Metode 2: Lang løftestrop med halvstik

    Mastekran: Lang løftestrop med halvstik

    Metode 2: Lang løftestrop med halvstik

    Denne metode sikrer et tilpas højt og fikseret angrebspunkt og løfter nederst på masten, hvor den er stærkest. Dermed lever metoden op til alle tre krav for et sikkert løft.

    Sådan gør du

    Løftestroppen er gjort fast med et stærkt reb under bombeslaget.

    Til denne metode skal du bruge en løftestrop, der er længerere end en halv mastelænge. Den ene ende af løftestroppen gøres fast med et stærkt reb nederst på masten. Som regel er det bedste sted lige under bombeslaget. Bombeslaget er stærkt og sikrer at reb og strop ikke kan løbe op af masten.

    Den anden ende af løftestroppen føres op til et punkt, der er højere en mastens balancepunkt. Her slåes der et halvstik om masten. Nogen steder kan man finde vejledninger, der stopper her og blot løfter masten i halvstikket uden yderligere tiltag. Det kan ikke anbefales. Flere sejlere har oplevet, at halvstikket under løftet glider ned af masten så balancepunktet skifter og så kommer toppen af masten susende mod jorden. Gør man sådan, lever metoden ikke op til kravet om at angrebspunktet skal fikseres.

    Stroppen er sikret med et fald, så den ikke kan glide.

    For at sikre at halvstikket ikke glider, skal det fikseres. Det gøres ved at binde begge ender af et fald sammen med to pælestik. Stroppen føres gennem det øverste pælestik og faldet gøres fast på en klampe. Nu er stroppen fikseret og kan ikke glide ned af masten. Den anden ende af faldet bruges som nedhal til både strop og fald. 

    En mand i masten

    Når masten sættes kan du (hvis det ikke driller), hale strop og fald ned med faldet. Når masten skal af må der en mand i masten og så er det ofte nemmere at benytte metode 1.

    Metode 3: Løft i sallingshornene

    Mastekran løft i sallingshorn

    Metode 3: Ofte er salingshornene sat, så de kan fungere som løftepunkt. Et (blåt) reb er bundet i løftestroppen, så den er nem at trække ned, når masten står fast.

    Mastekran metode 1 strop ved sallingshorn

    Stroppen er lagt om masten og sallingshornene fungerer som løftepunkt.

    Foto: Lemvig sejlklub

    Denne metode kan bruges, når sallingshornene sidder højere end midten af masten og angrebspunktet derfor er tilpas højt. Er du i tvivl, så mål ud som beskrevet ovenfor og hold øje med balancen, når du begynder at løfte masten. Toppen af masten skal søge mod himlen og bunden skal søge mod jorden.

    Har din mast mere end et sæt sallingshorn, sidder det laveste sæt som regel for lavt til, at kunne benyttes som løftepunkt. Så må du vælge et sæt, der sidder højere. Det betyder dog, at stroppen fra kranen bliver fanget mellem to sæt sallingshorn. I det tilfælde må der en sejler i masten. Enten for at sætte stroppen eller for at gøre den fri, når masten er rejst. I det tilfælde er det ofte bedre at benytte metode 1, da den er sikrere, ikke belaster sallingshornene og kræver samme arbejde.

    Har din mast kun et sæt sallingshorn er stroppen nemmere at få ned igen. Selv om der ikke er de store forhindringer, er det en god ide at binde et reb i stroppen. Det gør det nemt at trække stroppen fri af en lanterne eller et beslag på vej ned.

    Vigtigt om løft i sallingshornene

    • Ikke alle sallingshorn kan bære masten.
      Derfor kan de ikke leve op til kravet om at masten skal løftes i et punkt, der er stærkt nok til at bære mastens vægt. Du kan risikere at sallingshornene bliver bøjede eller i værste fald, at de ikke holder.
    • Mange sallingshorn sidder for lavt.
      Særligt på master, der står på ruffet, sidder sallingshornene for lavt til at give tilstrækkelig ubalance under løftet.

    Er du i tvivl om dine sallingshorn er egnede til at løfte i, så benyt en anden metode.

    Når masten skal på plads

    Masten sættes i mastefoden

    Masten sættes i mastefoden, mens en hjælper passer på rulleforstaget.

    Foto: SFjeldsted

    Når du har fundet den metode, der passer til dine forhold, er du klar til at løfte masten. Her er det godt at have et par venner til at hjælpe. Tre personer er optimalt. Så er der en til at styre kranen, en til at styre og holde bunden af masten og en til at gøre stag og topvanter fast.

    Når I er klar, kører kranføren kranen stille og roligt op. Den, der er ansvarlig for at holde masten, bliver ved mastens bund og kan herfra styre masten.

    Når masten er løftet drejes kranen roligt ud over båden. Når den hænger over båden, sænkes den roligt ned til den kommer på plads i mastefoden.

    Nu er det tredjemandens opgave at gøre topvanter og stag fast. Når de er gjort fast og spændt op, kan kranen slækkes og gøres fri af masten. 

    Nu kan du sejle til din plads og her er der god tid til at sætte undervanter fast og trimme riggen til sejlads.

    Når masten skal af

    Når masten skal af, er det også godt at være tre. Igen er rollerne: En kranfører, en til at holde bunden af masten og en til at frigøre stag og vanter. I begyndelsen af artiklen kan du se, hvordan du forbereder dig inden selve løftet. 

    Begynd med at gøre kranen fast til masten med en at de beskrevne metoder. Nu kan kranføren spænde kranens kæde op, så den er stram, men lige præcis ikke løfter i masten. Imens en person holder i bunden af masten, kan tredjemanden frigøre stag og vanter indtil masten er helt fri. Nu kan kranføren løfte masten fri af båden.

    Det er en god ide at tage det så roligt som muligt. Tag jer tid til at sure vanter og stag fast til masten inden I bringer masten ned.

    .
    Rul til toppen

    Se også: