Sejlerlandsholdet

Dansk Sejlunion forlænger partnerskabet med Zhik

Zhik fortsætter som officiel tøjpartner for Dansk Sejlunion til og med 2024 til glæde for både Sejlerlandsholdet samt landets sejlklubber og klasseorganisationer.

Foto: Peter Brøgger
Senest ajourført d. 7. februar 2022

Siden 2018 har Zhik klædt de danske landsholdssejlere på og sikret landets sejlklubber en solid rabatordning på sejlertøj i verdensklasse. Et succesfuldt samarbejde, som både Dansk Sejlunion og Zhik har været glade for, og derfor nu forlænger en periode mere til og med 2024.

Hos Dansk Sejlunion er sportschef Thomas Jacobsen glad for at kunne offentliggøre det fortsatte samarbejde, der har stor betydning for landsholdssejlernes præstationer på vandet.

– Vi er rigtig glade for, at det er lykkes at nå til enighed om at fortsætte samarbejdet. Zhik er et brand, der excellerer i at levere beklædning med en fremragende funktionalitet. For vores sejlere betyder det, at de kan fokusere på at udvikle deres hastighed i båden, taktik og teknik, og være sikre på, at enhver optimering af deres beklædning, som kan forbedre den kinetiske effektivitet og flydende komfort, er fuldt ud taget hånd om af Zhik.

Feedback fra Sejlerlandsholdet

Zhiks designteam har gennem de senere år arbejdet tæt sammen med Sejlerlandsholdet. Sejlernes løbende feedback har gjort det muligt for Zhik at forfine materialer og designs undervejs, så beklædningen matcher vind og vejr og samtidig kan holde til konstant træning og kampagner rundt om i verden.

Af den grund er Piet Poelmann, CEO hos Zhik, også glad for at fortsætte partnerskabet tre år mere med en af verdens bedste sejlernationer.

– Dansk Sejlunion og det danske Sejlerlandshold er en meget vigtig brik i vores strategi om at indgå partnerskaber med verdens bedste hold og dermed styrke Zhiks målsætning om at blive verdensbedste sejlsportsbrand. Vi ser frem til fortsat at arbejde tæt sammen med sejlerne om udvikling af beklædning til den daglige træning og frem mod vigtige stævner og mesterskaber i årene, der kommer.

Fordele for klubber og klasser

Foruden at bringe landsholdssejlere tættere på toppen af verdenseliten betyder forlængelsen af aftalen også godt nyt for de danske sejlklubber og klasseorganisationer.

Gennem samarbejdet er det nemlig muligt for klubber og klasser under Dansk Sejlunion at opnå favorable priser på udvalgte designs påtrykt eget logo.

Rigtig mange klubber og klasseorganisationer tog godt imod samarbejdet, da Dansk Sejlunion første gang lancerede muligheden i 2020, og derfor er det selvfølgelig glædeligt, at successen nu kan fortsætte, siger Christian Lerche, direktør i Dansk Sejlunion.

– Vi er rigtig glade for vores partnerskab med Zhik, fordi det netop skaber værdi for alle; lige fra vores dygtigste landsholdssejlere til vores dedikerede og engagerede frivillige og sejlere i de lokale klubber, fastslår han.

Læs mere om muligheden for klubtøj gennem Zhik-aftalen her.

Om Zhik

Zhik er et australsk baseret, innovativt sejlsportsmærke, der flytter grænserne inden for beklædningsdesign til sejlere. Da Zhik i 2003 blev etableret som producent af våddragter og jolleudstyr ændrede det nye brand hurtigt designtilgangen til præstationsbeklædning og er siden blevet adopteret af sejlere over hele verden.

Siden da har Zhik taget den samme ’clean sheet’-tilgang og skubbet kraftigt til yachtbeklædningen, fra kystsejlads til offshore, herunder også padling og vandsport.

Zhiks designs er testet og anerkendt som det vindende valg blandt adskillige af verdens helt store sejlsportskoryfæer. Foruden at være officiel leverandør til det danske Sejlerlandshold, er Zhik også partner med Australiens, New Zealands og Singapores sejlerlandshold, ligesom mange anerkendte internationale sejlere på topniveau inden for America's Cup og Vendee Globe og Volvo Ocean Race samarbejder med Zhik.

Gå til Zhiks website her.

.
Rul til toppen