Tyske restauranter må droppe pommes frites på menukortet

I Tyskland er flere spisesteder begyndt at være mærket af mangel på spiseolie. I Danmark følges situationen.

I Tyskland er spisesteder nødt til at tage pommes frites af menukortet, fordi der er mangel på spiseolie.

Det skriver det tyske medie Welt.

I Köln har bryggeriet Gaffel am Dom, der også serverer mad, siden 1. april ikke haft pommes frites på sit menukort.

Til Welt understreger Erwin Ott, der driver Gaffel am Dom, at der ikke er tale om en aprilsnar.

- Jeg ville ønske, at det var en aprilsnar, siger Erwin Ott til det tyske medie.

Verdens største eksportører

Han fortæller, at bryggeriets køkken har brug for omkring 100 liter olie hver uge for at kunne tilbyde alle de retter, der er på det normale menukort.

Det er dog ikke muligt i øjeblikket, da bryggeriet kun modtager en brøkdel af de bestilte mængder, siger Erwin Ott.

Årsagen, til at bryggeriet fra Köln og andre spisesteder oplever en mangel på spiseolie, er krigen i Ukraine.

Ukraine er sammen med Rusland nemlig nogle af verdens største producenter af madlavningsolie. Og på grund af Ruslands invasion af Ukraine bliver der ikke sendt lige så meget madolie ud til resten af verden som førhen.

Det begynder man at mærke konsekvenserne af i Tyskland, hvor det ser ud til at gå ud over virksomheder, der på en eller anden vis bruger spiseolie.

Danske fastfoodrestauranter følger udviklingen

Ritzau har spurgt flere restaurantkæder i Danmark, om de foreløbigt mærker til manglen på spiseolie, og hvordan de forholder sig til situationen.

Fra McDonald's lyder det, at man følger situationen tæt i samarbejde med sine leverandører og samarbejdspartnere.

- Og vi er også parate til at omstille forretningen, hvis det skulle blive aktuelt, skriver Mads Jensen, kommunikationschef for McDonald's Danmark, i en mail.

Også Sunset Boulevard følger situationen tæt. Det fortæller Jens Broch, administrerende direktør i Sunset Boulevard.

- På trods af generel god vækst i forretningen og øget omsætning i vores restauranter oplever vi, ligesom alle andre i branchen, leveringsudfordringer fra vores samarbejdspartnere. Først som følge af corona og dernæst som følge af krigen i Ukraine.

- Derfor er vi hele tiden i tæt dialog med dem, så vi ved, hvad vi kan forvente og forberede os på eventuelle forsinkelser eller udeblivelser af leverancer, skriver han i en mail.