Episode 51 - Marianne i regnskab har en diagnose, du ved det bare ikke - Om neurodiversitet på arbejdspladsen

Denne episode er den mest personlige i podcastens historie. Det er fordi, Ole og Katrine begge har neurodiversitet helt tæt inde på livet. Men det er ikke (kun) derfor, at du skal lytte til episoden. Det skal du, fordi du med stor sandsynlighed er kollega til et menneske med en diagnose. Eller også har du selv en.

Der er enorme fordele for virksomheder og organisationer, hvis man formår at matche neurodivergente hjerner med de rigtige opgaver og give dem de rammer, de har behov for. Blandt fordelene er en grad af effektivitet, innovationsevne, kompleksitetsforståelse, detaljeblik og loyalitet, der slår neurotypiske medarbejdere helt hjem i ludo.

Desværre er vi som organisationer ikke gearet til denne opgave. Det bunder i en blanding af berøringsangst, uvidenhed og stigma. Som igen betyder, at der findes et stort antal neurodivergente, der ikke tør at komme ud af skabet. Ole og Katrine diskuterer, hvad det betyder, og hvad vi kan gøre ved det.

Hør også, hvad Katrine, 90 år, drømmer om – og bedøm hvordan Ole podcast-performer med en streg af tømmermænd.

🔗 Links

Tilbage til oversigten