Indhold

    Ekspandér

    Trimguide for storsejlet til tursejlads

    I denne artikel fortæller sejlmager Lars Jensen, hvordan man bedst og nemmest trimmer sejlglæden frem med storsejlet på tursejlads.

    På tursejlads for sejl gælder det for de fleste om at få en behagelig sejlads med gode oplevelser – og trimningen af sejlene har faktisk stor indflydelse på komforten.

    Mens trimning for kapsejlere handler om fart, så handler tursejlerens trimning mere om komfortabel sejlads med en båd i god balance. Ekstra fart bliver desuden en næsten uundgåelig bonusgave, ligesom trimningen også har reel betydning for sejlenes holdbarhed og levetid.

    ”En af de mest almindelige fejl, jeg ser, når jeg sejler rundt i de danske farvande, er, at storsejlet ikke er halet ordentligt op med faldet, så sejlet står og smårynker inde ved masten,” fortæller sejlmager Lars Jensen fra North Sails.

    ”Når forliget ikke bliver strakt nok med faldet, så bliver sejlet for hult, især fra midten og opefter, og det bliver sværere at styre båden og skøde sejlet. Det bliver også svært at trimme storsejlets lidseline, der skal forhindre, at sejlet blafrer i agterliget mellem sejlpindene.”

    Når storsejlet står og blafrer i agterliget, går syningerne meget hurtigere, og i værste fald kan du risikere, at sejlet revner. Især hvis det har fået meget sollys i flere år.

    Mange storsejl har enten mistet sejlpindene – eller har sejlpinde i for dårlig og blød kvalitet. Uden sejlpinde kan du ikke gå højt til vinden, og sejlet slides unødvendigt.

    Trim af storsejl facon

    Sådan bør et nyere storsejl se ud, når det er trimmet rigtigt. Bemærk, at sejlet er fladere forneden, og det passer til en stor overlappende genua. Med en moderne cirka 105 procent fok må sejlet gerne have lidt mere dybde forneden.

    Trim af storsejl ticklers

    Her viser agterligets ticklers, at toppen af sejlet twister optimalt. Det kan være svært at få den øverste til at stå perfekt, så på nogle sejl kan det være en fordel at gå efter den næstøverste tickler. Sejlet skal skødes hårdere, når den slår om på forsiden af sejlet – og løsere, når den gemmer sig på bagsiden.

    Reb sejlet i tide

    Trim af storsejl for lidt hal i faldet

    Denne båd burde allerede være rebet til pustene, fordi så meget krængning koster på både komfort og fart. Bemærk at faldet også burde være tottet meget mere.

    ”Tursejlere skal altid huske at rebe i tide, og der skal rebes, så sejlføringen passer til pustene,” forklarer Lars Jensen.

    Storsejlet skal altid rebes først. Det giver den mest behagelige sejlads. De fleste nyere både sejler i frisk vind mindst lige så hurtigt med rebet storsejl.

    Husk også at holde rebegrejet i orden, så det er let at betjene. Prøv dig frem til, hvornår og hvor meget båden skal rebes for at sejle godt og behageligt. Hvis familien ikke kan lide at sejle hårdt, så reb hellere for meget end for lidt.

    Forlæng sejlets levetid

    Mange både udrustet med sejl i blød sejldug kan være umulige at trimme ordentligt. Du kan dog forbedre mange af disse sejl væsentligt ved at give dem gennemgående sejlpinde i en god, stiv kvalitet (på billedet er sejlpinden for blød og giver et for dybt sejl). Gennemgående sejlpinde er monteret på letløbende vogne, så sejlet samtidigt bliver meget lettere og mere behageligt at hale op. Der findes fx velfungerende og økonomisk overkommelige vogne med ruller, der kan monteres på almindelige master.

    Sådan trimmes storsejlet

    Vi forudsætter, at bådens rig er sat rigtigt og hårdt (se vores guide til rigtrim her). Denne trimguide sigter på at trimme storsejlet, så båden bliver velafbalanceret og behagelig at sejle under næsten alle vejrforhold. Her viser vi, hvordan du bruger storsejlets syv vigtigste trimfunktioner:

    1: Storfaldet

    Faldet skal som udgangspunkt altid hales, så forliget ikke rynker, og derudover trimmer du dybde og facon med faldet. Når faldet tottes, bliver sejlet fladere, og sejlets største dybde flyttes fremad i sejlet. Faldet skal derfor tottes, når vinden frisker, fordi sejlet skal gøres fladere. Ved at hale faconen frem modvirker du, at sejlets facon skrider for meget agterover, når sejldugen giver sig i den friske vind. Hvis du sætter faldet for løst, bliver sejlet meget åbent i toppen, og når du så skøder hjem – for at få toppen med – bliver sejlet dybt i bunden, og båden bliver hård på roret.

    2: Storskødet

    Pinden parallelt med bommen

    Twistet i storsejlet er vigtigt for både komfort, fart og højde, men mange sejlere har vanskeligt ved at bedømme,hvornår sejlet twister rigtigt.

    Her er det en nyttig tommelfingerregel for tursejlere, at den øverste sejlpind skal stå parallelt med bommen, når man kigger op i sejlet.

    Storsejlet justeres med skødet til vindretningen, og på bidevind trimmer du sejlets twist og dybde med storskødet. Når skødet hales hjem, bliver sejlet fladere, faconen rykker bagud, og sejlet ”lukker” mere, dvs. twister mindre i toppen. Det kan være svært at bedømme, hvornår storsejlet twister korrekt, men det er en god regel, at den øverste sejlpind skal stå parallel med bommen, når du kigger op i sejlet.

    Ofte vil du se, at sejlet ikke kan trimmes fladt nok med skødet, uden sejlet bliver for lukket, så øverste sejlpind peger ind mod bomnokken. Så trimmes twistet først med skødet og derefter flades sejlet ved at bruge fald, bomudhal, cunningham, og hækstag. Med slæk på skøderne trimmes twistet med kickingstrap’en.

    3: Bomudhalet

    Udhalet på bommen er et effektivt og nemt trimhal. Ved at hale bomudhalet bliver sejlet fladere – især i den nederste del af sejlet. Samtidig trækkes faconen en anelse tilbage i sejlet. Bomudhalet skal tottes i opfriskende vind og slækkes i let og mellemluft med tung krapsø, hvor du behøver mere ”sejtræk” eller ”bundmoment” til at trække båden igennem søen.

    4: Løjgangen

    Løjgangen bruges til at trimme storsejlets vinkel i forhold til vinden og forsejlet – og til at fintrimme rorbalancen, så båden nemt kan sejle ligeud, og du kan styre båden med et minimum af kræfter.

    En velafbalanceret båd skal kunne styres med en let hånd på rorpinden eller rattet. Bådens grundlæggende balance på roret trimmes med riggen, men finjusteringen af rorbalancen sker med løjgangen.

    Her er det enkle princip, at du skal køre løjgangsvognen mod læ, hvis du føler, båden er lidt for luvgirig, dvs. at der er lidt for meget pres på roret. Tilsvarende skal du køre løjgangsvognen mod luv, hvis båden føles lægirig, eller det bare er svært at holde båden oppe på højden. Hvis båden ikke har løjgang, kan du bruge kickingstrap’en.

    Trim af storsejl løjgangen

    Løjgangsvognen trimmes ofte med fordel lidt til luv i mellemluft og lettere vindstyrker for at give mere højde og eventuelt lidt ekstra rorpres til at føle båden med. I opfriskende vind skødes løjgangen mod læ.

    5: Kickingstrap

    Bådens kickingstrap er især beregnet til at holde bommen nede og sejlets profil intakt, når der er slæk på skøderne. Det er vigtigt for en behagelig sejlads og for balancen på roret, at sejlets facon og twist bibeholdes på halvvind. Når bommen holdes nede med kickingstrap’en, kan du mindske eller øge rorpresset ved at slække eller hale storskødet.

    Hvis båden ikke har løjgang, kan kickingstrap’en overtage skødets twist-regulerende funktion på bidevind, mens du lader skødet overtaget løjgangens funktion. På kurser mellem agten for tværs og læns er det også vigtigt at hale kickingstrap’en så hårdt, at sejlet ikke twister ret meget mere end på kryds. Det giver roligere sejlads og lettere styring i frisk vind.

    6: Hækstaget

    På brøkdelsriggede både anvendes hækstaget ikke kun til at totte forstaget med, men også til lige at hjælpe til med at twiste toppen af storsejlet. Ved at hale hækstaget i frisk eller opfriskende vind, bliver toppen mere åben. Derved kan du flade storsejlet yderligere ved at hale i storskødet, indtil toppen igen har det rette twist.

    7: Cunningham

    Sejlets facon bliver lidt fladere og en anelse mere åben i toppen, når du haler i cunningham. Samtidig trækkes sejlets facon frem og lidt nedad ned i sejlet. Cunningham bruges til at ”stramme op”, når sejldugen strækker sig i frisk vind, og til at hale faconen frem på sejl i strækstabil sejldug, når du bukker masten ved at hale hækstaget hårdt.

    Trim rullestorsejlet

    Der er forskel på trimmulighederne med et rullestorsejl, efter som det er et sejl i en blød polyesterdug (Dacron) med negativ kappe eller et moderne rullesejl i strækstabil dug med lodrette sejlpinde. De sidste er mere effektive end de gammelkendte rullestorsejl og giver mere sejlglæde.

    Alle rullestorsejl flades til vindstyrke og sø med udhalet, og sejlets twist kan til en vis grad trimmes med skøde eller kickingstrap, som beskrevet. Det kan dog være umuligt at twiste toppen på sejl i blød sejldug, uden sejlet bare står og blafrer.

    Når sejlet er halet helt ud af masten, kan faldet også bruges til at trimme sejlets dybde.

    Denne artikel er bragt i samarbejde med Bådmagasinet

    Tekst: Henrik Hansen & Lars Jensen. Foto: Henrik Hansen. Grafik: Lasse Hansen

    .
    Rul til toppen

    Se også: