Kære sejler
Fire venner sejler en tur i en motorbåd tæt på kysten. De gasser ned, da politiet gør signal til dem. Kort tid efter er bådens ejer 11.000 kroner fattigere. De sejlede for stærkt og der var ikke redningsveste ombord. 5.000 kroner er bøden for at sejle for stærkt og for de manglende veste er bøden 1.500 kroner per styk.
Rigtig mange sejlere bliver overraskede over lokale fartbegrænsninger og forbudszoner og nogle sejlere har ikke helt styr på de mest almindelige regler.
I sidste ende er det skippers ansvar at kende reglerne. Der ligger dog også en opgave hos myndighederne med at gøre lokale regler nemt tilgængelige, så vi sejlere har mulighed for at orientere os. Desværre er informationen nu meget spredt.
I dette nyhedsbrev guider vi til, hvordan du kan holde dig orienteret om de gældende regler og lokale restriktioner. Dansk Sejlunions direktør Christian Lerche opfordrer i en kommentar også myndighederne til at forbedre informationen om lokale regler og samle den, så sejlerne har en realistisk mulighed for at kende reglerne - før de bliver mødt af politiets bødeblok.
Venlig hilsen Morten Kjems - Redaktør
|